Føtex og elbil-operatøren ChoosEV giver plads og strøm til
elbiler
Som den første supermarkedskæde i Danmark indretter føtex grønne
P-pladser med opladere, så elbilister kan tanke op, mens de køber
ind.
20 minutter
Længere tager det ikke at oplade en elbil fra 0-100
kilometer på de nye såkaldte Quick Charge-stationer, som
elbiloperatøren ChoosEV sætter op på en lang række af føtex'
P-pladser landet over.
På 20 minutter kan man nemt nå at købe ind til aftensmaden, mens
bilen bliver ladet op.
På den måde er føtex med til at gøre livet let for elbilejere
landet over med den førende teknologi til opladning af elbiler.
- Vi både tror og håber, at fremtidens
transport bliver grønnere. Vi vil i hvert fald gerne gøre vores
til, at det bliver attraktivt og nemt for danskerne at køre
elbil, siger føtex' direktør Carsten Hansen.
Ved at opsætte grønne P-pladser i byer og nærområder er føtex
med til at løse to udfordringer for elbilisterne; nemlig at
rækkevidden for elbilen ikke længere er en begrænsning, og samtidig
får elbilisterne den mest miljøvenlige kombination af opladning i
hjemmet og hurtig opladning undervejs.
Det er elbiloperatøren ChoosEV, som sætter laderne op, og adm.
direktør i ChoosEV Lars Bording siger til e-drive.dk:
- Nu gør vi Danmark elbilklar. En forudsætning for, at flere
danskere skal vælge elbiler, er, at man hurtigt kan få ladet bilen
i det offentlige rum, uanset hvor man befinder sig i landet.
Samarbejdet med føtex understøtter vores vision om, at alle
elbilister trygt skal kunne køre ud i det danske land uden frygt
for at løbe tør for strøm. Det er en kæmpe sejr for elbilen,
miljøet og Danmark.
Fakta:
- Inden midten af januar vil der blive opsat 8 Quick
Charge-stationer uden for føtex-butikker fordelt over hele
landet
- føtex ved Storcenter Nord i Aarhus bliver det første varehus,
der får en Quick Charge-station
- Inden sommeren 2012 vil der blive opstillet mindst 21 Quick
Charge-stationer hos føtex-butikker
- Quick Charge er den foretrukne teknologi til opladning af
elbiler
ChoosEV står bag forskningsforsøget "testenelbil.dk", som er
Europas største forskningsforsøg med elbiler. Her har det vist sig,
at muligheden for at oplade hurtigt giver endnu et incitament til
at udbrede den miljøvenlige transport ved at udvide elbilens
rækkevidde.