Bilproducenter til danske politikere:
"Elbiler på brint kan skabe arbejdspladser i Danmark"
(Foto: Hydrogennet)
En infrastrukturpulje på blot 30 millioner kroner og samme
støttebetingelser som biogas, kan sætte skub i brintbilerne. Det
rummer mulighed for op imod 6.000 danske arbejdspladser og en årlig
eksport på 10 milliarder kroner.
I et åbent brev til danske ministre og folketingspolitikere
udtrykker fem internationale bilproducenter opbakning til, at der
som en del af en ny dansk energiaftale etableres rammebetingelser,
som kan fremme elbiler på brint i Danmark. Bilproducenterne
Daimler, Toyota, Hyundai, Opel/GM og Nissan, der står bag den
fælles opfordring til de danske politikere fremhæver brint, da det
kan give elbiler samme rækkevidde og hurtige optankning som
almindelige biler og derfor kan udbredes til hele
bilparken.
Store perspektiver
Danmark har længe været set som et muligt introduktionsmarked for
brintbiler fra 2015 og danske virksomheder har sammen med
offentlige programmer allerede investeret to milliarder kroner
siden 2001 i udvikling af brint- og brændselscelleteknologier.
Alene indenfor brintproduktion og tankstationer er
eksportpotentialet for danske virksomheder vurderet til op imod 10
milliarder kroner årligt i perioden 2020-2050, hvilket kan skabe
grundlag for op imod 6.000 arbejdspladser i Danmark. Mere end 30%
af komponenterne i en brint tankstation produceres i Danmark og
involverer mere end 40 danske virksomheder i hele
værdikæden.
Produktionen af én brint tankstation skaber derfor
beskæftigelse for 4,5 personer i et år. De fem bilproducenter
angiver, at en offentlig infrastrukturpulje på blot 30 millioner
kroner vil kunne sikre 15 tankstationer inden 2015. Det vil gøre at
halvdelen af befolkningen har mindre end 15 kilometer til nærmeste
tankstation, hvilket er tilstrækkeligt til at kunne starte en
markedsintroduktion af brintbiler.
Støttebetingelser for brinttankstationer lignende dem, som
også tilbydes biogasanlæg i dag, vil kunne bidrage til, at
netværket af tankstationer kan udbygges frem mod 2025, hvor
teknologien kan klare sig på kommercielle vilkår.
Støttebrevet er underskrevet af Daimler, Toyota, Hyundai,
Opel/GM og Nissan, på foranledning af Foreningen Hydrogen Link,
Partnerskabet for Brint og Brændselsceller i Danmark og
virksomheden H2 Logic A/S.
Læs bilproducenternes brev til de danske
folketingspolitikere her.