
Ny rapport til kommuner og store virksomheder fra Etrans
v/ Kolding Designskole
Transportoptimering i Fredericia Kommune åbner vejen for elbiler -
uden merudgifter, og elbiler bliver en del af løsningen, når
kommunerne skal mindske CO2-udslippet. Det mener netværket omkring
elbiler, og derfor har forskningsprojektet etrans ved Designskolen
Kolding udarbejdet en række råd til kommuner og store virksomheder
om, hvordan man kommer i gang med at etablere en elbilsflåde.
En af de største barrierer i dag er prisen på elbiler, og derfor
besluttede Etrans sammen med Fredericia Kommune at undersøge, om
det kunne lade sig gøre at introducere elbiler omkostningsneutralt
i kommunens vognpark. Midlet var at lave en tilbundsgående
kortlægning af, hvordan kommunens vognpark er sammensat og bliver
udnyttet, og derigennem finde mulige besparelser.
Resultatet blev overraskende godt.
Beregningerne viste, at der var et besparelsespotentiale på helt
op til 25 % af omkostningerne på vognparken om året - og en mulig
reduktion af CO2-udslippet på 20 %. Det svarer til, at kommunen alt
andet lige ville kunne vælge at udskifte biler, så hver 10. bliver
en elbil - uden merudgifter på vognparken. Fredericia Kommune her
netop indkøbt sine fire første elbiler, og hvis de bliver en
succes, åbner det på sigt måske op for indkøb af endnu flere.
"Vi håber, vi kan inspirere og hjælpe andre kommuner. Der er ingen
grund til at opfinde den dybe tallerken, når vi har den stående
lige foran os," siger energi- og erhvervskonsulent i Fredericia
Kommune, Jette Irene Kjær.
Hvordan projektet blev gennemført, kan læses i en ny rapport fra
etrans "Syv trin. Kom godt i gang med elbiler". De syv trin er
udarbejdet af etrans' designantropolog og industrielle designer på
baggrund dels af interviews med kommunale frontløbere og dels ved
at følge medarbejdere i Fredericia Kommunes hjemmepleje, mens de
prøvekørte elbiler.
Rådene til de, der skal i gang med at opbygge elbilsflåder, er
meget konkrete:
1; Inddrag slutbrugerne allerede fra den spæde begyndelse.
2; Brug den nødvendige tid på kortlægningen, analysen og de
økonomiske og miljømæssige beregninger.
3; Vurdér jeres reelle kørselsbehov,
4; Gennemtænk logistikken og gør jer det klart, hvordan I vil
sikre, at I har el nok. Og hvilken el I vil satse på.
De første erfaringer i kommunerne er hentet af ildsjæle, som i høj
grad har kastet sig ud i det teknologiske eksperiment med en masse
lyst, ombyggede - og ofte ret dårlige elbiler - og begrænset viden.
Vores håb er, at rådene i den nye rapport kan lette livet for dem,
der skal i gang fremover, siger projektleder Mette Mikkelsen fra
etrans. Fredericia Kommune har netop taget sine fire nye elbiler i
brug og gennemfører i oktober en begejstringskampagne, der skal få
medarbejderne til at tage den nye teknologi til sig - helt som det
foreslås i rapporten.
De syv trin i arbejdet med at integrere elbiler i kommunen kan
sammenfattes på følgende vis:
1. Sammensæt et udviklingsteam
2. Kortlæg den eksisterende bilpark og jeres arbejdsgange
3. Analyser den eksisterende bilpark og jeres reelle kørselsbehov
med fokus på den samlede transportløsning i kommunen/virksomheden -
Herunder den eksisterende bilparks påvirkning på miljøet
4. Skiftet til elbiler - Økonomi - Infrastruktur for
opladning
5. Tag stilling til, hvordan I vil sikre elforsyningen
6. Skab accept og ejerskab hos medarbejderne
7. Skab et positivt forløb under implementeringen
Rapporten kan hentes på www.fredericia.dk og www.etrans.dk Kontakt
ang. Fredericia-projektet: Energi- og erhvervskonsulent Jette Kjær/
22568709/ jette.kjar@fredericia.dk Kontakt ang. etrans-projektet:
Projektleder Mette Mikkelsen / 41111322 / mm@dskd.dk