1. december blev Københavns Kommune tvunget til at opkræve
p-afgift af elbiler, men nu slipper de alligevel.
Ejere af elbiler i København kan ånde lettet op. De slipper
alligevel for at skulle betale p-afgift, når de parkerer deres
elbiler i kommunen.
Sådan var det også før 1. december 2011. Men fra den dato blev
reglerne ændret, fordi det viste sig, at særreglen for elbiler ikke
var lovlig.
Men det bliver der lavet om på nu, oplyser SF's medlem af
Folketingets Transportudvalg Anne Baastrup.
Den melding er teknik- og miljøborgmester Ayfer Baykal (S) glad
for.
- Gratis parkering for elbiler sikrer, at flere vælger
elbiler frem for benzin- og dieselbiler. Derfor er det vigtigt, at
vi får lov til fortsat at tilbyde gratis parkering til
elbiler, siger hun.
Særreglen for elbiler er ifølge Ayfer Baykal med til at gøre
København mere attraktiv for store virksomheder som Better Place,
der satser på blandt andet at udvikle infrastruktur til
elbiler.
- Hvis vi vil fastholde de investeringer og arbejdspladser,
skal vi sikre gode forhold for elbiler i København, siger
hun.
Det er uvist, om Københavns Kommune overhovedet har nået at
udstede p-bøder til el-biler efter 1. december. De to første uger
blev der kun uddelt advarsler. Kommunen er indstillet på at lade
elbilerne parkere gratis med øjeblikkelig virkning.
Københavns Kommune har aktuelt 109 pladser, der er reserveret
for el-biler. Der er givet tilladelse til 100 yderligere, som
forventes etableret i meget nær fremtid.
Der er i alt 658 el personbiler i Danmark, heraf 321 i Københavns
Kommune. 380 af disse er blevet indregistreret i 2011.