En lang række aktører indenfor den danske elbil-branche har på
initiativ af Dansk Energi etableret et nyt
branchefællesskab.
Det skete på et strategimøde i Energiens Hus, hvor godt 50
virksomheder indenfor energi, bilimport, industri og rådgivning
deltog i stiftelsen af Dansk Elbil Alliance.
-
Vi har etableret et professionelt netværk, som bygger den
nødvendige bro mellem energibranchen og andre aktører. Det betyder,
at vi kan holde en synkron viden om nye erfaringer og
systemløsninger. Med det kan vi udbrede elbiler, de nye systemer og
cementere Danmarks særlige rolle som førende testland, siger
Anders Troi, Power Engineering Manager i Siemens Danmark, der
deltog i strategimødet.
Foruden Anders Troi fra Siemens Danmark, tæller
branchefællesskabet repræsentanter fra blandt andre IBM Danmark,
Danfoss, DONG Energy, ABB, Better Place samt fra både de etablerede
bilimportører som Mitsubishi og Volvo og nogle af de nye importører
på elbilmarkedet som Tesla Motors, Elbil Danmark og mange, mange
flere.
- Det stærke felt af store danske virksomheder og
energiselskaber i branchefællesskabet viser, at erhvervslivet er
klar til at gøre Danmark til verdens førende elbilnation.
Fællesskabet opfordrer til, at danske politikere snart viser
politisk lederskab for at sikre den danske førerposition på et
potentielt milliardmarked, siger Lærke Flader, chefkonsulent i
Dansk Energi.
- Politikerne kan sørge for, at elbilerne bliver danskernes
foretrukne bil ved at fortsætte afgiftsfritagelsen for elbiler
efter 2012, og indtil vi har 400.000 indregistrerede elbiler i
Danmark. Hvis vi for alvor skal kickstarte elbiler, har vi behov
for en ketchup-effekt. Jo flere elbiler, vi får på vejene hurtigt,
jo billigere bliver det, og jo hurtigere vil industrien satse på at
udvikle den nødvendige infrastruktur og teknologi, siger Lærke
Flader.
Dansk Energi mener desuden, at det er nødvendigt at sadle om fra
benzinbiler til elbiler, hvis vi skal skære i transportens
CO2-udledninger og nå de danske klimaforpligtelser. Dansk Energi er
allerede involveret i en række forskningsprojektet om elbiler og
bæredygtig transport.
Projektet EDISON giver f.eks. konkrete erfaringer om elbiler og
sammenhængen med elsystemet.