Københavns Kommune i samarbejde med Better Place

Tekst:
PolitikKurt Rene Jensen25-05-2009

Better Place og Københavns Kommune har underskrevet en samarbejdsaftale, der skal fremme udviklingen hen mod Københavns Kommunes skifte fra transport baseret på fossile brændstoffer til bæredygtige transportmodeller, der udnytter vedvarende energi og udleder væsentligt mindre CO2.

Aftalen betyder, at Københavns Kommune og Better Place vil samarbejde om at skabe de bedste rammer for en hurtig udrulning af en infrastruktur til ladning af elbiler i København. Resultatet af samarbejdet skal demonstreres ved FN's klimakonference (COP15) i december og herefter videreudvikles.

Fra pressemødet 500 pixEt panel bestående af Jens Moberg, Better Place Danmark, Shai Agassi, stifter af Better Place, Teknik- & Miljøborgmester Klaus Bondam (R) samt medlem af teknik- og miløudvalget, Anne Vang (Soc) besvarer spørgsmål om samarbejdsaftalen mellem Københavns Kommune og Better Place

- København tager i dag et nyt, markant og langsigtet skridt på klimaområdet. Lederskab kræver nytænkning, brud med gamle vaner og samarbejde med nye partnere - både danske og udenlandske,  siger Teknik- og Miljøborgmester Klaus Bondam. - Den aftale vi har indgået med Better Place bringer os tættere på vores vision om at blive verdens første CO2-neutrale hovedstad og på vores ønske om en helt ny og bæredygtig infrastruktur for privatbilister, så københavnerne kan køre i bil med god samvittighed. Samtidig er det vores håb at medvirke til en løsning, som globalt kan blive kopieret til fordel for andre borgere i verdens storbyer.

- til inspiration for andre byer

- Better Place arbejder dedikeret på at hjælpe Danmark med at blive en af verdens førende lande inden for bæredygtig transport, siger Shai Agassi, grundlægger og CEO i Better Place. - Vi er meget begejstrede for samarbejdsaftalen med Københavns Kommune og ser frem til sammen at skabe en infrastruktur for elbiler, der kan inspirere andre hovedstæder og byer verden over.

Vil fremskynde og tilskynde

Som led i aftalen vil Københavns Kommune fremskynde processen omkring tilladelser, så det bliver lettere for private virksomheder og aktører at installere et stort antal ladestandere i København. Københavns Kommune vil tillige udvælge et tilsvarende antal offentlige parkeringspladser til parkering for elbiler og gøre det gratis for elbiler at parkere på de udvalgte parkeringspladser under COP15.

Better Place og Københavns Kommune er samtidig blevet enige om at diskutere en model for hurtigere udrulning af en infrastruktur til ladning af elbiler i Københavns Kommune, der kan fungere som inspirations- og arbejdsmodel for andre danske kommuner og byer verden over. Modellen kan indeholde følgende elementer:

  • Kortlægning af netværk for ladestandere og batteriskiftestationer med henblik på at optimere netværkets værdi for bilisten og for miljøet
  • Sikring af at opsætning af ladestandere indtænkes allerede ved indhentning af tilladelse til nyopførelser og udbygning af offentlige bygninger, offentlige parkeringshuse og andre offentlige pladser
  • Analyse af de regulatoriske rammebetingelser med henblik på forbedret håndtering af processen for design og konstruktion af en infrastruktur for elbiler
  • Koordineret dialog med servicestationer og andre interessenter med henblik på at kortlægge egnede placeringer for batteriskiftestationer
  • En serie af public service bekendtgørelser og andet informationsmateriale så forbrugerne gøres bekendt med fordelene ved bæredygtige transportmodeller
Moberg / BondamDirektør for Better Place Danmark, Jens Moberg og Teknik- og Miljøborgmester Klaus Bondam underskriver samarbejdsaftalen - under overværelse af Better Place-stifter, Shai Agassi i baggrunden

- Vi er glade for og stolte over, at Købehavns Kommune bliver en af de første kommuner i Danmark, hvor Better Place etablerer en infrastruktur til elbiler, siger Jens Moberg, CEO i Better Place Danmark. - I samarbejde med vores partnere DONG Energy og Renault-Nissan er vi nu godt på vej til at virkeliggøre visionen om en landsdækkende infrastruktur til elbiler i Danmark, og med den konkrete aftale hjælper vi samtidig Københavns Kommune med at opnå målet om at blive verdens første CO2-neutrale hovedstad.

 

bil vignet grøn