[TESTARTIKEL]
Hybridbiler er en overgangsordning, mener transportministeren og
åbner nu mulighed for samarbejde med Better Place om infrastruktur
til elbiler.
Transportminister Lars Barfoed, K, er ikke i tvivl: Hybridbiler
er en overgangsordning. Det er rene elbiler, der skal satses
på.
»Eftersom det er udviklingen på elbilerne, der springer hurtigst
frem, er det elbiler, vi har fokus på,« siger ministeren.
»Så når vi har en fornuftig infrastruktur til elbilerne, og får
løst problemerne omkring kapacitet og opladning, der hænger sammen
med infrastrukturen, er det selvfølgelig ren el, vi skal satse på.
Som tingene er nu, er el den mest åbenbare satsningsmulighed,«
understreger Lars Barfoed.
Og selv om det er magtpåliggende for Lars Barfoed ikke at lukke
døre til en eneste miljø- og klimavenlig brændstofteknologi, men
tværtimod forblive åben overfor en uventet udvikling af helt andre,
interessante brændstoffer, slår han fast, at hybridbiler er at
betragte som en overgangsordning.
For at få kendskab til, hvordan politikerne kan satse på el,
skal han om to uger mødes med det danske elbilsfirma Better Place,
der sammen med Dong har sat sig for at forsyne danskerne med en
halv million elbiler og tilhørende ladestandere og
batteriskiftestationer i 2016.
»Et samarbejde om eksempelvis infrastrukturen med Better Place
er bestemt en mulighed. Jeg ser frem til at høre mere om projektet,
når vi mødes om et par uger.«
»Man kan både støtte på udbuds- og efterspørgselssiden. Og
Danmark har jo ingen bilproduktion, men vi kan f.eks. stimulere
testmiljøer og forskning omkring alternative brændselsteknologier.
Og så kan vi styrke efterspørgslen, så det offentlige køber
elbusser og elbiler,« siger Lars Barfoed.
»Vi har jo de forskellige finansieringskilder, der er bragt til
veje i samarbejde med næsten alle Folketingets partier. Men vi skal
finde en proces omkring beslutningerne om, hvad vi støtter og ikke
støtter,« siger transportministeren.
Derfor er han sammen med forligspartierne for tiden ved at finde
strukturen i, hvordan det alt sammen bliver sat i gang.
»For det er rigtig mange anlægsprojekter, analyser, puljer osv.
vi har taget beslutning om, og som vi nu skal sætte på
skinner.«