Elbiler er allerede så langt teknologisk om tre år, at det
giver mening at lægge afgifter på dem, varsler skatteminister
Kristian Jensen (V). Udmeldingen kommer samtidig med, at Lars
Barfoed (K) knokler for at skubbe bag på elbilerne.
[TESTARTIKEL]
Samtidig med at transportminister Lars Barfoed (K) presser på
for at fremme elbilerne herhjemme, går skatteminister Kristian
Jensen (V) den modsatte vej. I 2012 bliver der igen lagt afgifter
på elbiler, siger han.
Lige siden 1984 har elbiler været fritaget for
registreringsafgift og senere også for vægtafgift og grøn afgift.
Det har de været for netop at tilgodese en bæredygtig
transportform.

Skatteminister Kristian Jensen (V)
er ikke helt i sync med den øvrige regering!
»Det er en hjørnesten i vores bestræbelser på at få en mere
klima- og miljøvenlig trafik. Det ligger mig meget på sinde,« siger
Lars Barfoed, der prøver at skubbe bag på elbilerne.
Imens vil skatteministeren imidlertid fjerne elbilernes
afgiftsfrihed, har Kristian Jensen netop orienteret Folketingets
trafikudvalg om.
Elbilernes afgiftsfrihed er tidsbegrænset, indtil 2012, oplyste
han:
»Fritagelsernes midlertidige karakter skal ses i sammenhæng med,
at den teknologiske udvikling på området må forventes på et eller
andet tidspunkt at mindske behovet for dette indirekte tilskud til
eldrevne biler,« sagde Kristian Jensen, selv om han erklærer sig
enig med transportministeren i, at der er en række fordele ved en
større udbredelse af elbiler:
»For nærmiljøet har eldrevne biler de fordele, at de ikke
forurener gaderummet, og at de støjer langt mindre end
konventionelle biler. Med hensyn til klimaet vil udbredelse af
elbiler være afgørende for, at der kan opnås væsentlige reduktioner
i transportsektorens CO2-udledning, samtidig med at der opretholdes
en høj mobilitet.«
Derfor lover skatteministeren, at elbilerne - i hvert fald ikke
før 2015 - skal op på samme afgiftsniveau som den konventionelle
bilpark:
»Regeringen vil derfor foreslå, at elbiler i perioden 2012-15
afgiftsmæssigt begunstiges med en markant lavere
registreringsafgift end andre biler i det omfang, det er nødvendigt
for at sikre introduktion og udbredelse af elbiler i Danmark.«