Om to år har el-taxaer fortrængt dieseltaxaer, og
hjemmehjælperne kører kun i elbiler i Kolding Kommune
Det er drømmemålet i forlængelse af den samarbejdsaftale, som
Kolding Kommune og Better Place nu indgår om udvikling af en
infrastruktur til opladning af elbiler.
Aftalen giver også Kolding Kommunes borgere mulighed
for at lade deres private elbil op i det offentlige rum fra 2010,
hvor Better Place begynder anlægsarbejdet i Kolding.
Kolding Kommunes ambitiøse klimastrategi har som mål at øge
andelen af vedvarende energi til mindst 50 procent i 2021 - og det
er her, at de potentielt CO2-neutrale elbiler, som med intelligent
ladning kan lagre og udnytte vindmøllestrøm, kommer ind i
billedet.
.jpg)
- Med aftalen med Better Place er Kolding Kommune godt på
vej til en nær fremtid med masser af bæredygtige, udstødningsfri og
støjsvage elbiler og el-taxaer på vore veje. Når vi som kommune
vælger at gå forrest, er det samtidig fordi, vi håber, at borgere
og lokale virksomheder følger vores eksempel, og selv tager
elbilerne til sig, siger Per Bødker Andersen, borgmester
i Kolding Kommune.
Planen er, at kommunens egen bilpark skal skiftes ud med elbiler
på de områder, hvor det er muligt, og aftalen indeholder desuden en
fælles vision om, at Kolding Kommune skal være den første kommune i
verden, der skifter de sædvanlige benzin- og dieseltaxaer ud med
el-taxaer.
- Vi er glade for og stolte over, at Kolding Kommune har
valgt os som samarbejdspartner. Det er en stor fornøjelse at
arbejde tæt sammen med en kommune, der forstår de fordele, elbiler
byder på i forhold til nærmiljøet og de globale klimaudfordringer,
og som samtidig forstår, at en tidlig etablering af en gennemtænkt
infrastruktur til intelligent opladning er vejen til at få størst
udbytte af disse fordele, siger Jens Moberg, CEO i Better
Place Denmark.
Samarbejdet i korte træk
Aftalen betyder, at Kolding Kommune og Better Place vil
samarbejde om en model for hurtig udrulning af en infrastruktur til
opladning af elbiler.
Modellen kan bl.a. indeholde følgende elementer:
- Kortlægge de steder, hvor ladestandere og
batteriskiftestationer kan placeres Gennemføre et særligt projekt,
som servicerer borgere, der bor i boligblokke eller andre steder,
hvor der ikke er adgang til private parkeringspladser
- Tage højde for elbiler i planlægningen af offentlige bygninger
eller andre områder, for eksempel i forbindelse med etablering af
nye parkeringspladser
- Indgå i en struktureret dialog med bl.a. tankstationer for at
kortlægge potentielt egnede steder til batteriskiftestationer
Danmark er sammen med Israel det første land, hvor Better
Place-løsningen udrulles og det danske netværk vil stå klar i
2011.
I Danmark har Better Place indtil nu indgået aftaler med
Københavns Kommune samt kommunerne Odense, Rudersdal, Fredericia,
Middelfart og Frederikshavn.