ULVEN KOMMER! ULVEN KOMMER!
Forudsigelserne om elbilens komme minder på mange måder om
eventyret om Peter Og Ulven.
Vi har efterhånden hørt det så mange gange, at vi kun har et
overbærende smil til overs, når det nu igen bliver varslet!
Men, kombinationen af en heftig global CO2-debat, stor national
og international politisk velvilje, ny batteriteknologi og ændret
forbrugeradfærd, blandt andet som følge af den aktuelle
lavkonjunktur, har skabt fornyet interesse og krav om indførelse af
en mere bæredygtig løsning til individuel transport.
Så denne gang skulle den være god nok - ulven kommer!
Kan du huske tilbage i 80'erne? Ellerten var første danske forsøg på at indtræde i elbil-markedet.
Ellerten kan stadig købes i Danmark, men det bliver ikke den, der får billisterne til at konvertere til el-drift!(Foto: Arkiv)
Mange forbinder sikkert elbiler med små, grimme og langsomme
'skabninger', der ikke yder mere komfort end en tynd T-shirt en
kold november dag og hvor begrebet 'passiv sikkerhed' skal tages
meget bogstaveligt.
De tider er ovre!
Indenfor de kommende få år vil strømmen af 'rigtige biler' der
drives af elmotorer vise en bred vifte af alt fra små NEV'er til
familie- og sportsvogne, varebiler og lastbiler.
Endnu er mange af disse biler stadig på udviklingsstadiet - og
endnu flere stadig kun på tegnebrættet - men efterhånden som
infrastrukturen etableres, så det bliver mere problemfrit at køre
elbil, og efterhånden som stadig flere storbyer hopper med på
bølgen, står en lang række producenter klar - og det er ikke
nødvendigvis de kendte og etablerede bilfabrikker!
Inden længe skal du vende dig til nye spillere på banen - som for
eksempel Tesla, Fisker, Heuliez, BYD, Aptera og mange, mange flere
- alt i mens du vil opleve, at producenter af forældede biler
kæmper en stadig hårdere kamp for overlevelse!
De mest optimistiske forudsigelser siger, at der i 2020 vil køre
500.000 elbiler i Danmark. Det tal er nok i overkanten, men
allerede fra 2011 / 2012 vil elbiler være et naturligt alternativ
til den traditionelle bil, der fuldt ud kan konkurrere på pris,
sikkerhed og komfort.
Nok taler elbiler endnu ikke til hjertet hos os
bil-enthusiaster, som biler med kraftige forbrændingsmotorer gør
det i dag. Men, faktum er også at når det kommer til stykket, køber
de fleste af os alligevel bil med hjernen - og læser om dem, der
taler til hjertet!
Og, dybest set var vi jo alle hurtige til at acceptere, at Le
Mans-racere kører på Diesel - selvom vi fornægtede det for bare få
år siden!
Kodeordet er 'udvikling'!
Følg strømmen på e-drive.dk
Informationsmængden om elbiler og tilhørende teknologi er enorm
- og diffus! På e-drive.dk kan du hele tiden holde dig ajour med
udviklingen - både indenfor elbiler (primært!), infrastruktur,
teknologi, politik og meget, meget andet!
Ligesom det i dag er de færrste, der ved, eller har interesse i
at vide, hvordan en Diesel-motor egentlig fungerer, vil e-drive.dk
fokusere mere på 'hullet frem for boremaskinen'!
Med andre ord vil der i større grad være fokus på de behov en
elbil skal dække, frem for hvordan den gør det! Om en elbil kører
på Lithium-Ion eller Sodium-batterier er dybest set ligegyldigt, så
længe elbilen dækker de behov den skal!
Har du en mere 'nørdet' tilgang til elbiler, findes der alligevel
mange andre sider på nettet, der graver dybere end e-drive.dk!
Er det godt, så fortæl det til dine venner...
- er det noget lort, så fortæl det til mig!
Er der emner, du ønsker vi skal tage op eller sætte fokus på, ris
eller ros, så send os en mail på krj@e-drive.dk! e-drive.dk er til
for dig som forbruger og ingen emner er for store, ingen for små -
og (næsten!) ingen for kontroversielle!
Ligger du selv inde med viden om elbiler, som du mener også er
relevant for andre, er du naturligvis også meget velkommen til at
sende en mail!
Velkommen til!
Med venlig hilsen
Kurt Rene Jensen
Stifter af e-drive.dk
WEB-udvikler Kim Løwert fra AppStract og e-drive.dk's stifter, Kurt Rene Jensen, lægger sidste hånd på hjemmesiden inden den endelige udgivelse!
En stor tak til Kim for hans utrættelige indsats med at få e-drive.dk til at tage sig ud, som den gør!(Foto: e-drive.dk)