Heyyy Buddy!

Tekst:
NEV'sKurt Rene Jensen11-05-2009

Som bekendt betyder Buddy 'en god kammerat' på engelsk - men lad det være sagt med det samme: Det bliver ikke den norske Buddy, der får danskerne til tage afsked med en god, gammel kammerat - bilen med forbrændingsmotor - og konvertere til el-drift.
Det er der nu heller ingen, der forsøger at påstå, og da slet ikke Adam Funch, der er salgschef hos Buddy-importøren, Refstrup Leasing A/S i København.

- En Buddy er ikke tænkt som et alternativ til traditionel bilisme, men som et supplement; bil nr. to eller tre i husstanden, der udelukkende bruges til pendling i storbyerne - siger Adam Funch til e-drive.dk

ghost

Sammenlignet med enhver moderne eller blot nyere bil, dumper en Buddy naturligvis med et drøn på områder som sikkerhed og komfort. Bilen har sikkerhedsseler til tre personer, men er der ud over blottet for enhver form for sikkerhedsudstyr - ingen airbags, ingen ABS, ingen ESP, ingen bremseforstærker.
Buddy'en bestod dog en crash-test tilbage i 2001 efter de regler, der var gældende for personbiler op til 2003 (- tiden før EuroNCap) og føles da også langt mere betryggende at køre i, end andre udbredte by-transportmidler som cykler, scootere og knallerter - og så er den væsentligt mere komfortabel på en regnvåd mandag - året rundt!

Lille Nok 300 pixMed en længde på 2,44 meter er en Buddy ret klein! Karossen består blot af fem dele fremstillet i fiberforstærket plast(Foto: e-drive.dk)

Udviklet i Hadsund

Buddy blev oprindeligt udviklet af den danske erhvervsmand, Knud Erik Westergaard, der i starten af 1970'erne stiftede virksomheden KEW Industries, der blandt andet producerede højtryksrensere.

Kewet 300 pixBuddy'ens ophav - den dansk-udviklede Kewet El Jet(Foto: Arkiv)

I slutningen af 1980'erne solgte Westergaard virksomheden og begyndte udviklingen af KEWET EL-JET og i 1991 så den første færdigbyggede El-Jet dagens lys i Hadsund.
Efter nogle turbulente år i slutningen af 1990'erne, hvor der blandt andet, forgæves blev forsøgt etableret en produktion i det tidligere Østtyskland, lukkede produktionen i Hadsund ned.

Efterfølgende overtog ElBil Norge produktionsapparatet og rettighederne til El-Jet'en og de kunne i 2005 præsentere den nuværende version under navet Buddy - nu med EU-godkendelse (som firehjulet motorcykel) og teknisk forbedret på en lang række områder.

20 år gammel konstruktion


Uanset at ElBil Norge har forbedret bilen på vitale områder som styretøj, bremser og undervogn, er grundkonstruktionen stadig 20 år gammel, hvilket både kan ses og mærkes.

Instr 300 pixSpeedometer, øko-indikator, energimåler og triptæller udgør instrumentpanelet. Den gule knap er til bak-gearet og det lille betjeningspanel nederst styrer et lille varmefyr(Foto: e-drive.dk)

Bilen er bygget over en kraftig rørramme-konstruktion med stødabsorberende zoner og med karosseri i blot fem dele, fremstillet i glasfiberarmeret polyester.
Affjedringen, der består af traditionelle MacPherson fjederben for og skråtstillede svingarme med skruefjedre bag, er hård og kontant og med sin beskedne akselafstand virker Buddy'en ret levende i Københavns dårligt vedligeholdte veje - uden at man dog behøver at få 'hvide knoer' for at holde den i sporet.

Bilen er monteret med regenerative bremser, der opsamler energien ved opbremsninger og dermed forlænger rækkevidden - der på fuld opladning ligger på ca. 40 - 80 km, afhængig af forhold og kørestil. Bremserne er i øvrigt uden bremseforstærker, hvilket kræver lidt tilvending, de første gange man kører i bilen!

Gennemtestet teknologi


Batteripakken består af 2x6 12 volt vedligeholdelsesfrie blybatterier, der leverer energi til en 13 kW motor, der giver bilen en acceleration på 0-50 km/t på ca. 7 sekunder og en topfart på ca. 80 km/t, hvilket er alt rigeligt til at følge med i by-trafikken.

Kraftværk 300 pixJeps! Selvom strømmen kommer fra et kulkraftværk sparer du stadig CO2 - men det er naturligvis optimalt at bruge vedvarende energi(Foto: e-drive.dk)

Blybatterier er ikke den nyeste batteriteknologi men til gengæld en gennemprøvet strømkilde gennem årtier. Vi ved hvad de kan og kender deres begrænsninger.

En anden stor fordel ved Buddy'en er at den som en af de eneste elbiler, rent faktisk kan købes. I dag, hvis du skulle ha' lyst! Det er der faktisk en del, der allerede har gjort - dog primært virksomheder, der ønsker at sende et 'grønt signal' overfor sine kunder og omverden. Blandt andet har hotel-kæden Brøchner Hotels, der i forvejen har en engageret klimapolitik, investeret i tre Buddy'er, der står til rådighed for hotellernes gæster, hvis de ønsker at tage på sightseeing i København.

P-aut 300 pixParkér din Buddy - og gå! Elbiler parkerer gratis i København og på Frederiksberg(Foto: e-drive.dk)

Ny model på vej


Om et par uger viser ElBil Norge den næste version af Buddy'en ved en stor elbil-konference i Stavanger i Norge. E-drive.dk har fået et smugkig på de endnu ikke offentliggjorte billeder og umiddelbart er de væsentligste ændringer et mere tidstypisk design. Den nye Buddy vil i første omgang blive leveret med samme batteritype som nu og først senere blive leveret med Lithium-Ion batterier.

 

Buddy fakta:
Type 100% elbil (firehjulet MC)
Størrelse (LxBxH) 244 x 143 x 144 cm
Egenvægt 795 kg
Batteritype 2 x 6 12volt blybatterier
Rækkevidde ca. 50 km
Ladetid (0 - 100%) 6 - 8 timer
Ladetid (30 - 90%) 3 timer
Ydelse 13 kW /18 hk
Tophastighed 80 km/t
Pris fra 149.900
Importør Refstrup Leasing A/S
WEB www.greenbuddy.dk

 

 

Galleri

 

  • Kraftværk/2
  • P-aut
  • Lille Nok
  • Instrumenthus