QBEAK - det seneste bud på en dansk elbil

Tekst:
ElbilerKurt Rene Jensen21-02-2012

E-drive.dk har besøgt ECOmove i Horsens, der med QBEAK står bag det seneste bud på en dansk-produceret elbil.
Vi tog kameraet med i de hellige haller, og kan som nogen af de første vise billeder af prototypen, der forventes på markedet i 2013

 

Sideview 450 pix


E-drive.dk har tidligere fortalt historien bag QBEAK, en lille handy elbil, der er udviklet af de to iværksættere Mikkel Steen Pedersen og Rasmus Worup - og i øvrigt designet af Mikkel S. Pedersens hustru, Lone Stubdrup, der er industriel designer.

De tre innovative iværksættere vandt tilbage i 2007 TV2's iværksætterprogram, Vejen Frem, med racerbilen RoadRazer, og det er netop erfaringerne og grund-teknologien fra dette projekt, der nu bliver overført til QBEAK, da lav vægt og enkel produktion er fællestræk ved både racerbiler og elbiler.

Clean sheet
En af fordelene ved elbiler er, at man ikke skal tage højde for en traditionel drivlinie i design-processen - ingen ICE-motor der skal ligge under en lang front; ingen gearkasse centralt i bilen, der nødvendigvis tager plads mellem sæderne i kabinen.

Folkene bag QBEAK kunne derfor starte med et blankt stykke papir og designe bilen med udgangspunkt i brugeren fremfor teknikken.

Sæderne

Derfor er QBEAK udstyret med centermonteret, svingbart førersæde, elektriske skydedøre i begge sider der 'går ind' i taget og gulvet samt sæder monteret på glideskinner.

På den måde er ind- og udstigning mulig fra begge sider af bilen, uden at man behøver at krumbugte sig, som i traditionelle biler, ligesom man kan sætte sit barn i barnestolen, mens man står oprejst, direkte på underlaget.
Glideskinnerne gør samtidig kabinen fuldt fleksibel og giver om nødvendigt plads til fire - fem passagerer foruden føreren og en del bagage.

Selve karrossen er opbygget i ekspanderet polypropylenskum og indfarvet kompositmateriale over en rørramme, der gør konstruktionen både let og kollisionssikker samt modstandsdygtigt overfor skrammer og 'Bilka-buler'.

Fleksibel platform
QBEAK er bygget op omkring en fuldt fleksibel platform fremstillet i en vridningsstabil letvægtskonstruktion i en aluminium-polypropylenskum-aluminium-sandwich.

Ud over undervognskomponenter består platformen af egenudviklede hjulophæng med integrerede elmotorer, og en fleksibel batteripakke. Ud fra denne platform kan ECOmove i praksis opbygge et karrosseri, der passer til ethvert behov - uanset om bilen skal benyttes til vare- eller persontransport, eller om den skal være åben eller lukket. ECOmove har da også ved flere lejligheder fremvist den smarte, åbne version af QBEAK, men det bliver den lukkede udgave på disse billeder, der bliver den første model der bliver sat i produktion.

Batteripakken, eller energimodulet, som det hedder i ECOmove-terminologi, er monteret i en særskilt kassette langs midten af platformen og kan både udvides og udskiftes efter behov.
I grundmodellen leveres QBEAK med en enkelt battericelle, der giver en rækkevidde på godt 50 kilometer per opladning, men modulet kan til enhver tid opgraderes op til seks celler og dermed en rækkevidde på 300 kilometer.
Ligeledes vil det være muligt at udskifte hele energimodulet, når ny og bedre batteri-teknologi kommer på markedet.

BybilAngelview 450 pix
QBEAK er tænkt som en decideret bybil, men modsat andre NEV'er, der typisk har en beskeden topfart på 60 - 70 km/t, skal QBEAK have en topfart på omkring 120 km/t, så den også kan bruges på motorvej, hvis behovet opstår.
Hermed adskiller QBEAK sig væsentligt fra andre elektriske bybiler som Th!nk, Reva, Heuliez, Buddy med flere, der aldrig helt er blevet accepteret i Europa, primært på grund af begrænset anvendelighed i praksis.

Der foreligge endnu ingen tilgængelige tekniske specifikationer på QBEAK, men du kan naturligvis følge projektet her på e-drive.dk

 

QBEAK galleri:

  • Sideview 800 pix
  • Frogview 800 pix
  • Cabrio
  • Sæderne
  • Angelview 800 pix

 

 

 

ECOmove - e-mobilitet på dansk

ML tekstboks