NILS - Volkswagens bud på en pendler(el)bil

Tekst:
ElbilerSøs Righoldt Ilum (VW Presse) / KRJ11-11-2011

Sikker, økonomisk og individuel transport.
NILS er Volkswagens bud på den perfekt tilpassede el-bil til fremtidens pendlere

 

NILS 500 pix

 

Den lette dør i aluminium åbner op mod himlen, et enkeltstående sæde og et enkelt cockpit tager imod. Instrumenterne toner frem - NILS viser med et diagram, at der er strøm til 65 km i den lette litium-ion-batteripakke, som ligger bag sædet sammen med den kun 19 kilo tunge el-motor.

På vejen fylder NILS næsten ikke mere end det halve af en almindelig personbil. Almindelige personbiler, som alt for ofte kører gennem byen eller fylder motorvejene med bare en person ombord.

Forskningsprojekt
NILS er et forskningsprojekt og Volksswagen's bud på det emissionsfri transportmiddel for den individuelle pendler i fremtiden. Men det er en fremtid, der er tættere på, end man skulle tro.

Den lille en-personers el-bil er både realistisk og relevant allerede i den umiddelbare fremtid, og alle dele af NILS er så gennemarbejdede, at den, selv i form af konceptbil, opfylder alle krav til at køre på vejene allerede i dag.

Mikromobilitet, individuel transport, elektromobilitet
At spå fremtiden er selvfølgelig svært, men det er usandsynligt, at de tre ord ikke kommer til at fylde meget i fremtidens måde at komme rundt på. Volkswagen sætter allerede i den nærmeste fremtid ind med el-drevne udgaver af den kommende udgave af Golf og af den nye up! under det nye navn Blue-e-Motion.

Alle har forskellige behov, og el-bilerne skal ikke ses som kun én slags bil, men som et væld af typer, der kan dække forskellige menneskers forskellige behov.

Kompakt og alligevel sikker
NILS er kompakt - blot 3,04 meter lang, 1,39 meter bred og 1,2 meter høj. Designet er nyt fra ende til anden, men det er alligevel ikke til at undgå at se, at det her er en Volkswagen - takket være de smalle lygter og det fremskudte luftindtag derunder. Med de fritstående, vindglatte fælge er dynamikken i designet trukket helt ud i hjørnerne af bilen, og med sin korte akselafstand og en vægt på kun 460 kilo er der lagt op til køreegenskaber som i en gokart.
Men NILS har ellers ikke meget til fælles med en gokart. Sikkerhedsniveauet er højt, da både døre og karrosseri er optimeret i aluminium, og med en innovativ city-nødbremsefunktion kan NILS bremse automatisk og undgå sammenstød. En laser i VW-emblemet aflæser hele tiden afstanden til den forankørende, og det samme lasersystem bruges til den automatiske fartpilot, som helt uden hjælp holder NILS i konstant fart i forhold til den forankørende bil.

Selv om 3,04 meter i længden og karrosseriet i sig selv kun er 86 cm bredt, er der tænkt på komforten og de daglige, praktiske udfordringer. Over el-motoren og batteripakken over bagakslen er der sågar plads til flere tasker - eller de daglige indkøb.

Forskerne i Volkswagen har på alle måder analyseret den klassiske pendlers behov for at komme frem til, hvad fremtidens pendler har brug for - og ønsker sig - i sin pendlerbil. Plads til én person, dynamiske køreegenskaber, en topfart på 130 km/t og et batteri med en rækkevidde på 65 kilometer. Strøm til 65 kilometer er det, der skal til for langt de fleste pendlere for at nå frem og tilbage til arbejde, viser Volkswagens forskning. På grund af NILS' lave vægt og det aerodynamiske karrosseri er el-motoren ikke kraftig, men med en passende effekt på 15 kW og op til 25 kW under spidsbelastning, fx når man overhaler. Batterierne er af den pladsbesparende og effektive type litium-ion, og de har en kapacitet på 5,3 kWh - mere end nok til de magiske 65 kilometer fra hjem til arbejde og tilbage igen.

NILS er bare begyndelsen på fremtiden, men får forskerne ret, bliver det bestemt ikke kedeligt at være pendler.

 

  • Pic1
  • PIC2
  • PIC2
  • Pic3
  • Pic4
  • Pic5