Efter længere tids betalingsstandsning, har den norske
elbil-producent, Think endnu engang fået tilført ny kapital og kan
dermed genoptage produktionen af deres færdigudviklede Think
City
- Dette er en vigtig dag for Think, udtaler Think CEO,
Richard Canny i en presemeddelelse, - vi skylder en stor tak
til vores kreditorer og leverandører for deres fortsatte opbakning
og support og for at vise deres anerkendelse overfor alle vore
tålmodige og loyale kunder, fortsætter Richerd Canny.

Think har gennem en aktieudvidelse fået tilført $47 mill (DKK
245 mill.) i ny kapital, fra såvel nye som eksisterende
investorer.
Amerikanske Ener1 Inc. er fortsat den største investor med en
samlet aktiepost på 31%. Ener1 Inc. er moderselskab til
batteriproducenten EnerDel, der blandt andet fremstiller
LiIon-batterier til elbil-sektoren og en del af aftalen mellem
Think og Ener1 er en langsigtet leveringsaftale af batterier til
Think's elbiler.
Som ny stor investor indtræder den finske bilproducent, Valmet
Automotive, der i dag producerer Porsche's Boxter- og
Cayman-modeller.
Valmet's indtræden i inverstorgruppen betyder
samtidig, at produktionen af Think flytter fra de nuværende
faciliteter i Aurskog (N) til Valmets topmoderne fabrik
i Uusikaupunki i Finland - hvor Think City fremover skal
produceres side-om-side med Fisker Automotives Karma-model.
Think forventer at kunne starte produktionen op i løbet af Q4 i
år.
- Samtidig med, at vi etablerer produktion hos Valmet
Automotive i Finland udvider vi også vores salgsorganisation i
Europa, så vi får rigeligt at se til i de kommende måneder,
konkluderer Richard Canny, - men vi er fortrøstningsfulde og
ser frem til at levere de første biler allerede på denne side af
2010, afslutter en glad administrerende direktør.
Hvornår det igen er muligt at afgive bestillinger på Think-biler
hos den danske importør, Nellemann, er endnu ikke
afklaret.