Tesla Roadster kan nu leases i Danmark

Tekst:
ElbilerKurt Rene Jensen18-07-2009

Tidligere i år opkøbte Daimler Gruppen, der blandt andet producerer Mercedes person-, vare- og lastbiler, 10% af aktierne i den amerikanske elbil-producent, Tesla Motors, og dette økonomiske samarbejde ser nu også ud til at afspejle, hvordan Tesla vil distribuere sine biler i Europa.

Frogview 2 300 pix

Den fynsk / jyske Mercedes-, Chrysler- og Dodge- og Smart-forhandler, P. Christensen A/S har netop offentliggjort, at de som de første i Danmark nu kan tilbyde lease Tesla Roadster til interesserede danskere.

- Vi er utroligt stolte af, at Tesla Motors har valgt at samarbejde med netop os, siger P. Christensen A/S' ejer og adm. direktør, Peter Christensen, - Vi har altid i vores virksomhed haft en stærk tro på, at man skal være på forkant med fremtiden, og vi har derfor lagt os ekstra meget i selen for at kunne tilbyde rigtig attraktiv leasing af Tesla Roadster.

Tesla Motors har de seneste år opnået berettiget opmærksomhed med deres Roadster, der med sit smukke design og en 0-100 km/t acceleration på under fire sekunder, snildt tager pynten af traditionelle fuldblods-sportsvogne som Porsche og Ferrari. 

P. Christensen

Især blandt Hollywoods miljøbevidste stjerner er Roadsteren særdeles populær - blandt ejerne findes prominente navne som Matt Damon, George Clooney og Steven Spielberg - men selvom de amerikanske købere nærmest står i kø for at bestille en Tesla Roadster, har producenten besluttet at øremærke 250 biler til det europæiske marked - hvoraf de første nu kan leveres i Danmark.

- Det er imponerende, som Tesla Motors med innovation og entusiasme på kort tid har bragt det helt rigtige produkt til markedet, tilføjer Peter Christensen, - Jeg tror alle vil blive overrasket over, hvor meget deres miljø-rigtige teknologi vil
komme til at præge resten af bilbranchen de kommende år!

Samarbejdet offentliggøres officielt ved er arrangement i P. Christensen A/S' afdeling i Kolding den 24. juli. Det sker i tidsrummet 14.00 til 17.00 på adressen Trianglen 11, hvor der vil være mulighed for at afprøve en Tesla Roadster - og naturligvis afgive bestilling!