Tilbage i 2007 blev den innovative iværksætter, Mikkel Steen
Pedersen og hans hustru, Lone Stubdrup, landskendt, da de med deres
RoadRazer løb af med sejren i TV2's iværksætter-program 'Vejen
Frem'. I programmet konkurrerede en lang række idérige opfindere om
at blive 'Årets Iværksætter' og om hovedpræmien på en million
kroner.
Alle, der fulgte udsendelsesrækken husker sikkert, da prototypen
af RoadRazer udbrændte ved en af de første test-kørsler og hvordan
Mikkel og Lone med en ukuelig indsats 'bare' fremstillede en ny
prototype - og altså løb af med sejren!

Med iværksættervirksomheden EcoMove er Mikkel Steen Pedersen
igen på banen med et innovativt projekt. Denne gang et elbilprojekt
i samarbejde med Foreningen Energi Horsens og Innovation Park i
Horsens.
- Vi har et mål om at opbygge et vækstcenter og en klynge af
leverandører til elbilindustrien i området. Denne investering er et
vigtigt skridt i den retning. EcoMove kan lave en ny, innovativ, og
energirigtig elbil og vi kan lære meget af teknologien,
fortæller direktør i Foreningen Energi Horsens, Mogens Vig Pedersen
i en pressemeddelelse.
En elbil - fra starten
De første prototypebiler vil stå klar i sommeren 2010. Det
særlige ved EcoMove bilen er, at den fra starten er tænkt som en
elbil. Og det gør en stor forskel, da vægten i elbiler har stor
betydning for bl.a. rækkevidden, altså hvor langt den kan køre og
hvor energieffektiv den er. 
- Vi har udviklet en enkel konceptbil, der kan tilpasses
forskellige målgrupper med særlige ønsker. Vi bruger den
letvægtsteknologi der fik Roadrazeren til at være hurtig, til at
gøre elbilen meget energieffektiv. Bilen er baseret på en base med
fire hjul, og har motorerne ved hjulene, og batteriet under bunden.
Resten er moduler. Det giver forskellige muligheder, alt efter
hvilket segment vi ønsker at henvende os til. Med investeringen fra
Foreningen Energi Horsens kan vi nu få projektet ud over
rampen, fortæller Mikkel Steen Pedersen
En del af Innovation Park
De tre iværksættere bag EcoMove, der ud over Mikkel og Lone også
tæller Rasmus Worup kommer alle fra Horsens-Laven området. Som en
del af aftalen med Foreningen Energi Horsens flytter virksomheden
ud i det nye væksthus, Vitus Bering Innovation Park i Horsens. Her
får de mulighed for dagligt at være i kontakt med andre
iværksættere og ingeniørstuderende fra VIA.
To af iværksætterene bag EcoMove, Mikkel S. Pedersen og Rasmus Worup
- EcoMove viser vejen med en ny elbil som er tænkt helt fra
grunden. Den er født som en elbil og det giver nogle spændende
muligheder i forhold til forskellige segmenter. Vi tror på
elbilmarkedet og er meget glade for, at Energi Horsens er med til
at give et helt nytænkende og innovativt bud på, hvordan fremtidens
elbil kan se ud, forklarer Mogens Vig Pedersen.
- Med EcoMove tager vi endnu et skridt i vores elbilsatsning
og vi får mulighed for at samle en række vigtige erfaringer med
elbiler, som vi kan bruge til at udvikle erhvervslivet i området og
skabe arbejdspladser inden for teknologi til elbilbranchen.
Investeringen har desuden en god synergi med vores
Prøv1elbilprojekt, hvor 100 familier tester elbiler.
Cleantech som fokus
EcoMove elbilen er lavet af miljøvenlige materialer, den
udnytter energien på en miljøvenlig måde og reducerer forurening
sammenlignet med konventionelle køretøjer. Derfor er Østjysk
Innovation gået ind i projektet.
- Projektet rammer lige ned i vores fokus på at investere i
Cleantech-området. Det er innovativt, nytænkende og helt i
opstarten. Vi tror på at der er mange ideer inden for dette område,
og dem håber vi på at se til vores store Cleantech-konkurrence som
vi netop har skudt i gang, siger Lars Stigel fra Østjysk
Innovation.
Du kan naturligvis følge det videre forløb her på
e-drive.dk!
Fakta...
- om bilen
- EcoMoves elbil er en specialdesignet elbil. Den er
modulopbygget og kan derfor tilpasses de ønsker og behov som
markedet og kunden har.
- Bilen er baseret på den letvægtsteknologi som blev brugt til at
gøre Roadrazeren hurtig. Bilen er meget let og derfor meget
energieffektiv.
- Bilen kan snildt have 4 passagerer, men mulighederne er mange -
også if. at lave to sæder og et stort bagagerum.
- Bilen er tænkt meget enkel. Et af målene har været at få
antallet af dele i en bil ned.
- Materialerne er primært komposit (som vindmølle vinger) og
plast, hvilket giver flere muligheder i formgivningen.
- Sikkerheden er et vigtigt parameter i udviklingen af
elbilen.
- I første omgang vil bilen blive solgt i projektsalg til
virksomheder. Her vil de primære kunder være funktioner, hvor
arbejdskøretøjet er en vigtig del og hvor der stilles særlige krav
til køretøjet.
- om projektet
- EcoMove flytter til november ind i Vitus Bering Innovation Park
i Horsens, og bliver dermed en del af det udviklingsmiljø der
kommer i samspillet mellem iværksættervirksomheder og
uddannelsesinstitution.
- Investeringen i EcoMove er en del af Foreningen Energi Horsens
satsning på elbilområdet. Første skridt var en lokal workshop, hvor
lokale virksomheder blev sat sammen om at tænke i, hvordan de hver
især kan bidrage til elbilindustrien. Det var i den forbindelse
kontakten mellem foreningen og EcoMove opstod.
- Foreningen Energi Horsens står også bag elbilprojektet
Prøv1elbil, som til efteråret stiller elbiler til rådighed til
omkring 100 testfamilier. Målet er, at samle erfaringer om brugen
af elbiler.
- om investorerne
- Foreningen Energi Horsens er en fondslignende forening som
investerer i innovative projekter indenfor energi og teknologi.
Energi Horsens' mål er at udvikle og styrke området mellem Horsens,
Vejle og Juelsminde som et teknologisk kompetencecenter. Udover
erhvervsinvesteringer investerer Energi Horsens i uddannelse og
læring i naturvidenskabelige fag samt sport og kultur.
- Foreningen Energi Horsens er derfor altid på udkig efter nye
opfindelser eller forbedringer inden for energi, teknologi og
kommunikation. Læs mere på www.energihorsens.dk
- Østjysk Innovation afholder sammen med bl.a. Foreningen Energi
Horsens en Cleantech konkurrence i efteråret 2009. Her skal nye
forretningsideer inden for alle aspekter af miljø, bedre energi- og
ressourceudnyttelse, energiproduktion, affaldshåndtering m.v. frem
i lyset. Samlet præmiesum på over 300.000 kr. Konkurrencen er netop
skudt i gang og projekter kan sendes ind indtil 15.oktober.