Th!nk City er nu EU-godkendt

Tekst:
ElbilerKurt Rene Jensen14-05-2009

Som den første elbil-producent, har norske Think nu fået papir på, at deres City er godkendt til, og må sælges i hele EU - uden yderligere nationale krav eller tests - som en M1-personbil, godkendt til motorvejskørsel.

EU godkendtSom den første elbil, har Think City modtaget den nye pan-europæiske typegodkendelse (Foto: Think Presse)

Det er den hollandske godkendelsesmyndighed, RDW, der har stået for udarbejdelsen af den nye pan-europæiske godkendelse og certifikatet blev da også overrakt til Think's adm. direktør, Richard Canny udenfor parlamentet i hollandske Den Haag.

"Den nye harmoniserede typegodkendelse er endnu et udtryk for, at myndighederne erkender vigtigheden af at gøre elbiler mere lettilgængelige for forbrugerne i Europa. Den nye godkendelse gør papirgangen betydeligt lettere og gør det dermed lettere for Think at udvide antallet af europæiske markeder" - udtalte Richard Canny ved overrækkelsen af certificatet.

For at opnå den nye godkendelse skal bilen opfylde en række sikkerhedsmæssige krav ligesom selve produktionen skal godkendes, for at sikre en ensartet produktkvalitet.

For Think får den nye certificering dog ikke den store betydning, da City'en i forvejen er individuelt godkendt i samtlige europæiske lande - ligesom den har opnået CE-mærkning for elektriske apparater.