Miljø og motorsport kan mixes!

Tekst:
Alt andet!Kurt Rene Jensen13-12-2009

De seneste uger har budt på to vellykkede verdenspremierer, hvor motorsport og miljøhensyn gik op i en højere enhed!

 

Møn, Feddet og ikke mindst Svanemøllen Kaserne har i den forgangne week end lagt udfordrene tørv, mudder og asfalt til verdens første Enduro-race for elektriske motorcykler.
Løbet havde deltagelse af nogle af verdens absolut bedste enduro-kørere og arrangementet blev på alle måder en kæmpe succes - såvel sportsligt som medie-mæssigt.

Ugen før var det det gokart-sporten der var i stødet, da åbningen af Danmarks første gokart-center med eldrevne karts - Power Racing på Østerbro i København - blev markeret med verdens første 24 timers racerløb for elektriske gokarts - 24H El Mans.

Også her var feltet besat med en lang række af Danmarks (- og dermed verdens!) hurtigste gokart- og racerkører: Ronnie Bremer, Allan Simonsen, Casper Elgaard, Christoffer Nygaard, 'Super' John Nielsen, Vibe Smed for blot at nævne nogle få, der klinger velkendt hos de fleste.

24H vinderteam 300 pixDe stolte vindere af verdens første 24-timers løb for eldrevne gokarts!(Foto: Mathias Brandt)

Hver af de ovennævnte kørere havde samlet et team på minimum seks kørere og hvert team fik stillet to racere til rådighed, så den ene kunne lade op mens den anden kørte på banen - og bortset fra enkelte tekniske udfordringer, overvejende grundlagt af dårlig planlægning og manglende forståelse af eldrift (!!), bestod de elektriske racere prøven: Efter 24 timers løb, havde hvert enkelt team kørt godt 3.500 omgange, svarende til ca. 750 kilometers race...!!!

Til trods for at stort set alle deltagere var erfarne racerkørere og til daglig håndterer væsentligt kraftigere racere, var alle imponeret over stabiliteten og ikke mindst det solide moment, der er karakteristisk ved elmotorer.

Du kan læse mere om både Eco Enduro-racet og 24H El Mans via links til højre for artiklen her - herunder en beskrivelse af El Mans-løbet fra vinder-teamet (- der i al beskedenhed blev ledet af undertegnede!)